Om musik

Det bør være en menneskeret at få lov at engagere sig aktivt i musik. En menneskeret på linje med undervisning i modersmål. Det bør være en menneskeret livet igennem, men især i barndommen, før alle mulige andre krav gør sig gældende, og før man opdager, hvor nemt det er at få musik uden at gøre noget. Man kan sagtens leve et liv med musik som lytter. Og der er ikke noget galt i det. Men et aktivt engagement i musik er en mulighed for udvikle et vigtigt aspekt af sin personlighed.

Jeg lytter for tiden blandt andet til ” RAM - Random Access Memories”, den nye udgivelse fra den franske elektro-duo Daft Punk. Et orgie i lækkerhed af lyd. Jeg har holdt af Daft Punk, fra jeg hørte dem første gang. Musikken er intelligent, bevægende, stimulerende. Og udtrykket matcher min livslange sci-fifascination.

Musik er et sprog. Musikken er livsvigtig, for at vi kan forstå os selv og hinanden. Men musik kan ikke oversættes til ord. Hvad musik betyder, udover at jeg og de fleste andre kan lide den, er svært at få hold på.

I 1750 stillede filosoffen, operatekstforfatteren og rationalisten Bernard de Fontenelle et retorisk spørgsmål, der siden har runget gennem musikhistorien: “Sonate, hvad vil du mig?” En sonate er et stykke instrumentalmusik - musik uden sang og dermed uden ord. Kirkens musik hørte sammen med kirkens ord. Operaens musik passede til dramaerne. Men hvad var meningen med musik, når den ikke ledsagede ord? Instrumentalmusik kunne være køn og underholdende, men derudover var den tom - uden mening.

1800tallets antifornuftstænkning vendte det på hovedet. I romantikkens åndsliv herskede nærmest en besættelse af musik. Den blev betragtet som den reneste kunstart, ubesmittet af fornuftens tyranni. Musikken skulle forløse menneskets ånd - op til det guddommelige, hjem til naturen, ind til det oprindelige. Der var ikke grænser for, hvor åndfuld og ophøjet musik skulle være. Et indlevet, reflekteret og aktivt forhold til musik blev en del af god borgerlig dannelse. Når man var dannet kom man fra ”et hjem med klaver” – klaveret, som man spillede sonater på!

Det var få beskåret at komme fra et hjem med klaver. Indtil for få årtier siden har der ikke været meget musik i de fleste menneskers hverdag. I dag har de fleste mennesker i vores del af verden adgang til musik hele tiden. Musik er blevet et slags råstof, der er tilgængeligt og kan bruges til alt muligt.

Tænd for f.eks. musiktjenesten Spotify, og du får ”gratis” (ved at acceptere nogle reklamer) Daft Punk ud af din computer. Hvor det for ca. 100 år siden stort set kun var muligt at opleve musik, hvis man selv lavede den, kan vi i dag få alt, hvad vi vil, nårsomhelst. Det er svært at se, hvorfor vi skulle behøve at beskæftige os aktivt med musik. Kun en ganske lille del af befolkningen beskæftiger sig med fødevareproduktion. Alle vi andre spiser bare. Er det ikke på samme måde med musik?

Musik er i århundreder blevet brugt til at give vægt og overtalelsesevne til kirkens ord og til at understøtte teatrets dramaer. I dag bruger vi musik til at stimulere vores stemninger og humør i dagligdagen. Men Bernard de Fontenelles berømte spørgsmål er stadig aktuelt: Hvad er egentlig meningen med musikken? ”Musikken gør mig glad i mit låg, men gør den mig på noget klog?” Er musik ikke bare ligesom sprut, slik og sodavand: Meget udbredt, formodentlig kommet for at blive, afhængighedsskabende, men dybest set helt overflødig!?

Den kan jo noget, musikken: Når musikken har været så vigtig (og stadig er det) for kirken og for teatret, så er det, fordi den kan fremkalde en højtidelig og hellig stemning. Den gør os henførte og opløftede. Og når musikken til hverdag og fest giver adspredelse, er det ikke bare fordi det er rart med noget lyd. Det er, fordi den vækker følelser i os. Det er så banalt, at man nogle gange glemmer det. Men glemmer man det banale, glemmer man måske samtidig, hvor mærkeligt og svært at forstå, det egentlig er. Det er ikke kun følelser, som når en høj lyd skærer i ørerne. Og det er ikke bare, fordi lyden af Julio Iglesias, minder os om den romantiske stemning på vores sidste ferie i Spanien. Det er på samme tid spontane, kropslige fornemmelser og dybe, sammensatte følelser. Det er stemninger, vi ikke kan sætte ord på. Men det hænger altid sammen med, at musikken synes at give mening for os. Den ligner lidt sproget – det talte sprog. Med det kan vi præcist meddele idéer til hinanden. Det kan vi ikke med musikken. Den siger noget, men siger alligevel ikke rigtig noget. Vi forstår den, ja, vi føler os måske endda nogle gange forstået af den. Men vi kan ikke sætte ord på, hvad det er, vi forstår.

Til daglig møder musik os først som lyd. Lyden af Daft Punk strømmer for tiden ud gennem højttalere, computere og mp3afspillere verden over. Det er det, den er lavet til: At flyde gennem medierne. Da jeg første gang hørte pilotsinglen ”Get Lucky” fra ”RAM” slog det mig straks, at det måtte være noget nyt med Daft Punk. Selvom de faktisk markant har ændret deres stil, lyder de umiskendeligt som sig selv. Daft Punks har en genkendelig ”sound”.

Jeg arbejder især indenfor den klassiske musik. Her opfattes musikværkerne som regel som det vigtigste. Værkerne kommer til live, når en musiker spiller dem, og lægger sjæl og krop i dem. Lyden kommer egentlig først i tredje række. Værkets ånd gennem musikerens krop og sjæl gennem lyden! Første gang jeg hørte tale om et pop/rockbands ”sound”, provokerede det mig: Det vigtige, tænkte jeg, måtte da være musikken, ikke bare lyden! Men det gik siden op for mig, at det man mener, når man taler om et bands ”sound” ikke bare er ”lyd”. ”Sound” er snarere et “tonefald”: Det er den særlige måde, bandet ”taler” på: Det er alle de bittesmå nuancer, som vores fintmærkende sanse- og bevidsthedsapparat kan opfatte og genkende, men som ikke rigtig kan analyseres og måles. Og klassisk musik har også ”sound”. Når man bliver fortrolig med musikken, kan man genkende komponister og musikere ved deres ”sound”

Fornemmelsen for ”sound” er musikalitet. Ordene "musikalitet" og "musikalsk" bruges ofte på lidt forvirrende måder, som om det er en særlig evne, nogle mennesker har, og andre ikke har. Menneskers musikalske evner og talenter er forskellige. Men musikalitet har vi allesammen. Vi er musikalske mennesker, ligesåvel som vi er tænkende mennesker. Musikaliteten – vores fornemmelse for ”sound” – betyder helt enkelt, at vi forstår musikken: Vi genkender og anerkender, at den er af mennesker, for mennesker og dermed også ”for mig”. Også selvom den kommer ud af en højttaler og måske er skabt ved hjælpt af en maskine.

Vi kunne ikke have nogen musikalitet uden at have en grundlæggende fornemmelse for at være aktivt engageret i musik. Musik er først og fremmest noget, mennesker gør med hinanden. Vi musicerer. Vi involverer os musikalsk med hinanden. Havde vi ikke allesammen en fornemmelse for det, ville musikken ikke give nogen mening. Og formodentlig ville vi samtidig mangle noget i vores tilværelse.

Musikværkerne, Daft Punk, jinglerne, rock-koncerterne – al musikken er afledte funktioner af det, der i sin grundform går ud på, at mennesker ved hjælp af krop og stemme sætter ting og luften omkring os i bevægelse og lytter efter, hvad der sker. Vi gør det for og med hinanden. Jeg er overbevist om, at vi gør det, fordi det betyder noget for os. Vi gør det, fordi vi gennem at gøre det, erkender noget væsentligt om os selv og hinanden.

Når man spiller eller synger engagerer man sig fuldt ud i musikken. Det fantastiske ved musikken er, at man kan give sig hen, men samtidig være fuldstændig bevidst om, hvad man gør. Det kræver disciplin. Det kræver, at man er helt koncentreret om det, man gør, samtidig med, at man er helt optaget af det, man skaber. Man udtrykker sig, men man udtrykker egentlig ikke ”sig selv”. Man udtrykker musikken – et magisk følsomt væsen, som svæver frit i luften. Der opstår et betydningsmættet tidsrum, som vibrerer af følelser, stemninger og fornemmelser. I det rum kan man være intenst sammen uden egentlig at skulle hinanden noget. Det er alvor. Der er rigtigt og forkert, godt og skidt. Det er vigtigt, at alle gør det, de skal. Men samtidig er det uden personlig risiko og uden risiko for at forulempe nogen. Derfor er det en helt enestående mulighed for at mærke sig selv og hinanden.

Musikkens følsomhed stammer fra os selv. Den er udtryk for, at vi gennem at musicere søger at nærme os hinanden og være sammen. I musikkens bevægelser genkender vi os selv. Vi forstår, at de andre er personer som os selv. Vi mærker, at den følsomhed, vi har i os selv, også findes i andre. Og vi skaber gennem rytme og form et nuanceret billede af tiden og vores legemes bevægelse i en fysisk virkelighed. Det er måske det, der overhovedet gør det muligt for os at være sammen på den sofistikerede måde, vi er.

“Vi bevæger os med rytme, og den bevægelse udgør samtidig udmålingen af tiden “indefra os selv”; vi fortæller hinanden afmålte historier med følsomt udtryksfuld ynde... det, vi kalder musikalitet. Denne musikalitet kommunikerer, fordi vi mødes først som aktører, som erkender ophavet til menneskers bevægelser i deres form – før vi debatterer, forklarer og forstår...." Således udtrykker psykologerne Stephen Malloch og Colwyn Trevarthen det. Følelse - eller rettere; fornemmelse for hinanden kommer før fornuft! Det er ikke vores klogskab og forstand, der gør det muligt for os at kommunikere og være sammen. Det er vores evne til at mærke og forstå hinanden og være sammen, der gør det muligt for os at udfolde vores klogskab og forstand. Colwyn Trevarthen har gennem systematiske iagttagelser af spædbørn og deres omsorgspersoner dokumenteret, hvordan de engagerer sig i forfinet musikalsk kommunikation, længe inden børnene har lært at bruge talt sprog.

Musikaliteten grundlægges formodentlig inden sproget. Og måske er det derfor, at langt de fleste aldrig i livet slipper musikken. De fleste bliver imidlertid meget tidligt lyttere og ikke skabere. Måske kan man sige, det talte sprog simpelthen tager over. Til daglig er det det, vi har mest brug for. Og musikken er der jo, overalt, når vi har brug for den.

Alligevel er der meget god grund til, at alle skal have mulighed for at engagere sig aktivt i musik. Det er derigennem, musikaliteten kan udvikle sig. Og alle mennesker kan udvikle deres musikalitet!

I debatten om skolereform, helheldsskole og aktivitetstimer er musik blevet et tema: Der er lagt op til et samarbejde mellem musikliv og skole, som kan betyde mere musik i skolen. Samtidig er der bekymring for, om det med tiden vil medføre, at musik nedprioriteres som undervisningsfag. Men der er ingen grund til, at det skulle gå galt. Og det bør ikke være en konflikt. Musik er aktivitet. Det afgørende er og bliver, at skolen kan rumme, at den aktivitet er livsnødvendig og bør varetages med største omhu og alvor. Det skal en helhedsskole kunne.

Kronikforslag skrevet i forbindelse med debatten om Skolereformen, foråret 2013

Fredag, 16 november 2012 00:00

Halløj i musikken!

Der’ nogen, der tror, der kun er ord og gloser i et sprog,

at hvis man blot kan tale flot, så er man rigtig klog.

Men ka’ det være klogt at lære lidt om grammatik
 -
det, der rør sig inderst, gør sig bedre med musik

Din musik, min musik,
fagot og violinmusik, sød musik, blød musik 
for alle og enhver.

Flot musik, chokmusik,
cabana og barokmusik,
Rung-musik tung musik
 og meget meget mer’.
Din musik min musik, forsigtig frisk og fin musik, strid musik, blid musik
for alle og enhver.

Liszt-musik, twistmusik, utrolig tvær og trist musik, grov musik sjov musik, og meget meget mer’

Sådan lyder nogle linjer fra Kim Sjøgrens og Keld Heicks sang “Din Musik, Min Musik”. Det friske refræn, “din musik...”, er et pragteksempel på Keld Heicks evne til at sætte ord sammen, så de passer til melodien. Indhold, rytme, ord og melodi går op i en højere enhed, så det bliver sjovt, sangbart og stimulerende. - Sjovt, ja! Det er sjovt. Ikke lårklaskende HAHAHA-sjovt. Men sjovt, så man trækker på smilebåndet og bliver i godt humør. Og det er ikke kun ordene, der gør det. Det er ordene, sådan som de føjer sig til tonerne og omvendt. Det er krop og tanke, der tager en dans med hinanden og giver bevidstheden en svingtur.

"Sjov musik (og meget, meget mere)" slutter refrænet! Når man gerne vil lave en musikalsk komedie bliver det meget aktuelt det med "sjov musik"...: Man er komponist og har fået en utrolig sjov tekst fra librettisten. Hvordan kan man nu lave det til en sjov musikalsk komedie og ikke bare en sjov komedie med musik til?

Verdens bedste vittighed skulle vist være den om hunden, der kommer ind på et postkontor for at sende et telegram. Postekspedienten spørger, hvad der skal stå i telegrammet. Hunden svarer " vov-vov-vov, vov-vov-vov, vov-vov-vov". "Altså 9 vov'er ialt", siger ekspedienten, "men véd de, Hr. hund, at de kan få 10 vov'er for samme pris?". Hunden tænker sig om et øjeblikog siger så: "Men 10 vov'er, det giver jo ikke nogen mening!"

Om det er verdens sjoveste vittighed, véd jeg ikke. Men den siges at have den kvalitet, at den kan forstås på tværs af alle kulturer. De fleste andre vittigheder er bundet til en bestemt kulturel kontekst. De lader sig muligvis rent teknisk oversætte til andre sprog, men det sjove i dem går tabt, fordi det ligger i en bestemt måde sproget bruges på i en bestemt kulturel kontekst. Men denne her vittighed kan vistnok fortælles på alle sprog. Det pudsige er, at den vittighed måske på fantastisk vis tematiserer netop sprog. Sprog er jo noget, alle mennesker har tilfælles. Det er næsten som om vi med den vits kan glæde og more os over, at der er noget, der adskiller os – os alle sammen - fra dyrene. Vitsen viser og siger noget om sprog. Med sproget kan vi frembringe mærkelige abstraktioner og sammenstille uforenelige tanker på overraskende og finurlige måder: Der findes jo ikke talende hunde, der sender telegrammer. Alligevel ser vi på en måde en hund for os, der går ind på et postkontor. Vi ser en hund, der vil sende et telegram. Det er en meget menneskelignende hund, der kan nogle ting, som hunde normalt slet ikke kan. Når hunden så endelig skal sige noget, så kommunikerer den imidlertid som en hund - som vi kender hunde. Men i næste øjeblik taler den pludselig menneskesprog. Og ikke nok med det, den bruger menneskesproget til noget af det mest abstrakte, man kan forestille sig; nemlig at forholde sig til meningen i et andet sprogligt udsagn…; nemlig ekspedientens foreslåede sætning med 10 vov'er!! Det er et mærkeligt dobbelt overraskelsesmoment, hvorved bevidstheden sendes på en rutsjebanetur....

Den vits ville ikke vinde noget som helst ved at blive sat til musik. Den vil ikke blive sjovere. Jeg kan faktisk ikke forestille mig en måde at synge den vits på, som ikke bare ville virke åndssvag. Musik er noget meget, meget konkret. Musik er bundet til kroppen, der gør noget. Musik er anti-abstraktion. Enhver musik ville så at sige “trække vitsen ned på jorden” – hvor den ikke rigtig hører hjemme. For dér er der jo ikke nogen talende hunde, der sender telegrammer og forholder sig til meningen af “vov”... Den svimlende abstraktion, som er forudsætnigen for, at vi forstår og oplever vitsens overraskelsesmoment risikerer nemt at blive ødelagt af musik.

Man kan sige noget om meningen i det, man siger. Musik giver også mening for os, når vi hører den. Men vi kan ikke "musicere" noget om meningen i musikken. Det er den store forskel på musik og sprog.

Nogle spørger, når de hører opera, hvorfor i alverden personerne på scenen skal synge? Og det kan da umiddelbart også synes mærkeligt. Det bliver svært at forstå, hvad de siger på scenen. Og det hele bliver i det hele taget temmelig kunstlet, opstyltet og urealistisk. Men svaret er meget enkelt: De skal synge, fordi derved bliver det, som de siger og gør, til musik. Og så handler det ikke om, hvad de siger, men om de sjælelige rørelser og stemninger, musikken kan skabe, og den psykiske udvikling, personerne i dramaet på scenen gennemlever gennem musikken. Ordene er vigtige for at forstå, hvad der sker. Og derfor kan det godt være irriterende, hvis man ikke forstår, hvad de synger. Men samtidig er det på en måde sådan, at skal man rigtigt nyde opera, så må man skubbe ordene lidt i baggrunden.

Og måske kan den sjove musik opstå netop dér: Der, hvor det handler om personerne på scenen, det, de gør, og det, de gennemlever. Hvis musikken snarere end blot at lægge personerne ord i munden kan skabe et spil med deres gestik, deres væremåde og de situationer de gennemspiller i det miljø, de befinder sig i, så kan det måske blive sjovt.

At musik kan være sjov viser musikalske komikere som Victor Borge, Mauricio Kagel, og Gerard Hoffnung. Og der er en kort, lige linje fra disse musikalske komikere til "stumme" komikere som, Buster Keaton, Rowan Atkinson (Mr. Bean), Charlie Chaplin og filmskaberen Jacques Tati. Jeg vil faktisk påstå, at der er en intim forbindelse mellem musik og komik: Når komikken - det sjove - ikke ligger i ordene og vitserne, så ligger det i noget musikalsk: Den ligger i et samspil mellem det fysiske miljø, handlingen (det man gør), gestussen (det man viser), og den måde, man udfolder det på i tid ("timingen"). Den "stumme", eller ikke-sproglige, komik er en form for musikalitet. Det handler om at sætte krop og rum i svingninger i tid på en måde, der er overraskende og stimulerer vores sind og tanker. - Løfte velkendte handlinger ud af deres velkendthed gøre dem til dans.

Den sjove musik findes måske simpelthen ved at finde den side af musikaliteten frem: Lysten til at lege med det velkendte og dagligdags. De dagligdags personer, deres dagligdags-, trivielle handlinger og trækasserier. Og også deres dagligdags-, velkendte sange. Døm selv eller ej! Fristes jeg næsten til at sige. - Man kan tale om, hvad der er sjovt, og hvorfor det er det. Men hvad man rent faktisk morer sig over, er nok noget af det mest personlige og intime, der findes.

Programtekst til operaen "Halløj i Firmaet", Den Ny Opera, 2012

Onsdag, 02 september 2009 00:00

Musik med Tekst, Tekst med Musik...?

I mine unge dage var jeg kirkesanger i en del år. Menighedsrådsformanden i kirken, jeg sang i i Århus, kunne ikke lide musik!! Han var en elskelig og statelig mand - men han var en af de meget, meget få mennesker, som simpelthen er så musikalsk uudviklede, at de ikke kan kende forskel på, når et orkester stemmer, og når det spiller en symfoni. ...... Men det sjove var, at han jo samtidig ELSKEDE salmebogen og ikke mindst højskolesangbogen. Fordi han elskede ordene!!! Modsat gik det op ofte for mig, når jeg stod i kirken og sang salmerne: Denne her salme, har jeg sunget adskillige gange unden at fatte et pluk af, hvad ordene gik ud på. Det, selvom jeg holdt rigtig meget af sangen....Sådan var vi åbenbart forskellige....

Inden man går ind til sådan en koncert med et fremragende vokalensemble, kan man for sjov spørge sig selv: Skal jeg nu opleve nogle skønne tekster, som nogle komponister har sat i musik. Eller skal jeg høre noget skøn musik - med ord til? Spørgsmålet er heldigvis umuligt at besvare. Man kan sige, der kan være ekstreme tilfælde: Min menighedsrådsformand ville sikkert foretrække, at digtene måske blev læst op i stedet for - uanset hvor prægtigt et vokalensemble, der var tilstede. Jeg ville sikkert gerne høre dem synge, selvom de sang på kinesisk... Men ellers er sagen jo nok, at når man hører digte sat i musik så opstår der en oplevelse, som er mere end ord med musik til - eller musik med tekst til. Når man hører sang - musik og ord - så oplever man noget, som forener de to og samtidig bliver til noget mere....

FOR HVORFOR ELLERS SÆTTE MUSIK TIL TEKSTER?? Kan man jo spørgs sig selv, når man nu, som jeg, er komponist. Det er jo ikke, fordi jeg tror, ordene bliver bedre af at blive sunget med min musik. Eller at min musik bliver bedre med ordene til. Det er fordi, man tror, der opstår noget tredje - teksten og musikken OG foreningen af dem.....

Det er ordene, der gør musikken til "kunst" eller "gør musikken åndfuld"!!! Ja, det lyder måske lidt skørt, når vi er sådan nogle musikelskere, som vi sikkert er her i dette lokale. Men der er altså gennem vores kulturs historie et "problem med musikken", som musikere og filosoffer har forsøgt at overkomme: Hvad skal med de toner og klange, som jo behager vort øre og vor sjæl så meget, men som så åbenlyst ikke har noget "fornuft" i sig.

Hvad skal vi overhovedet med musikm, når der ikke er ord til??? Musik uden ord er tomt spil. Ceremoniel. Tidsfordriv. Underholdning. FIlosoffen Kant lovpriste instrumentalmusikken, fordi den var "abstrakt" - den var det bedste eksempel på det, man kunne kalde "lyst eller behag uden formål". Men samtidig kunne han ikke helt anerkende musikken, fordi den er "uden begreb".... Det samme synes at ligge bag det udsagn en fransk musikkritiker skrev: "Sonate, hvad vil du mig?". Hvor lystfuldt eller nydelsesfuldt det end er at lytte til "tonernes leg", er det svært at se, hvad vi skal med det. Hvad betyder det?

Derfor har musikken med ord - sangen - spillet en helt særlig role i vores kulturs musikhistorie. Det er gennem foreningen med ordene, at musikken er blevet til kunst. I kirken brugtes sagnen til at løfte eller "frembære" de vigtige budskaber. En af kirkens første store tænkere, Augustin, beskrev hvorledes ordene ligesom "gled lettere ind", når de blev sunget med en smuk melodi. Men som han også sagde, var det samtidig vigtigt ikke blot at lade sig henføre af melodiens skønhed - den kunne man kun nyde, fordi den tjente et formål. Det var jo noget af et dilemma!!! Den eksperimenterende og grænsebrydende udvikling fandt sted indenfor kormusikken, som den dyrkedes i kirkens rammer i middelalderen. Ordene og budskabet var musikkens mål. Som kirkens rigdom og magt voksede, blev musikken rigere og mere avanceret og grænsebrydende. Hele tiden i et spændt forhold til de ord, som musikken egtl. skulle tjene. Men ser man de mest avancerede korkompositioner fra den sene middelalder virker det unægtelig, som om ordene blot er en undskyldning for at få gang i musikken. - Melodilinjerne er så dekorerede, stavelserne så udstrakte, at det ikke er muligt at forstå, hvad der siges.

I renæssancen opstod det sungne drama; operaen. Og i baroktidens opera udvikledes et raffineret system for, hvorledes musikken sammen med ordene og dramaet udtrykte "affekterne" - følelserne. Affektlæren, som systemet kaldtes, og de sungne ord-melodier blev grundlaget for det musikalske sprog i wienerklassikens og romantikkens sonater og symfonier. Den wienerklassiske og romantiske instrumentalmusik er i stor udstrækning "retorisk" - instrumenterne taler, eller; de spiller, som om de synger.....

I vore dage har det måske skiftet lidt. I den moderne klassiske musik opfatter vi musikken som en "tonekunst" eller som "klangkunst".... Musik med ord spiller ingen særlig rolle, man kan måske endda nogle gange sige, at i det omfang stemmen indgår, så bliver den behandlet som et instrument; en klangkilde. Og ordene trænges i baggrunden.

I den folkelige samg og måske også i dens nutidige udløber pop-rockmusiken hører det at skrive tekst og musik ofte sammen.... De store singer-songwriters skriver sange. En sangskriver som Bob Dylan skriver ikke digte - eller geniale musikalske kompositioner. Han skriver sange - ordene og muskken hører sammen. De er der i kraft af hinanden. Opstår måske endda samtidigt….

For hinsides tænkning om, hvorfor man sætter tekst I musik, hvad musik og ord udtrykker I forening, så kan man sige: Sange findes. Der har altid været sange. Før der var komponister og digtere. I sange hører ord og musik nu engang sammen. Lyrik kommer af ordet lyre, som er et musikinstrument. Formodentlig har mennesker sunget ligeså længe, som vi har talt - og det har vi, ligeså længe som vi har været mennesker. Og måske udtrykker netop sangen - kan man sige "inden" vi overhovedet kan tale om "digtning" og "musik", noget fundanmentalt ved vores eksistens: Vores udspændthed mellem fornuft og følelse. Sangen er måske vores mulighed for at være i begge disse på en gang - eller ihvertfald mærke dem samtidig. Ordene vil jo, kan jo ikke andet end at - SIGE os noget. Tonerne - stemmens lyd - vil ikke sige os noget, men vil VÆRE i følelsen....

Så hvorfor sætte musik til ord? Ja, der er ikke én grund. Måske ikke anden grund end at sang findes!! Vi har vores stemme og vi vil gerne synge. - Sangen har for mig været min indgang til musik. Jeg elsker instrumentalmusik af Bach, Brahms, Brucker - de store symfonikere. Men når jeg selv forestiller mig musik, så er der altid ord med. Ikke nødvendigvis, fordi jeg tænker, musikken udgår fra ordene. Mere fordi musikken "inde i mit hoved" kommer fra stemmen - min egen stemme.


OM KOMPONISTERNE OG MUSIKKEN

Vagn Holmboe (1909-1996): Solhymne (1960)  
Jørgen Jersild (1913-2004): Il Cantico Delle Creature (1991)
Peter Bruun (1968-): "Forårssang", "Vandring i Skoven"
Per Nørgård (1932-): 2 H. C. Andersen Poesier, "Lysets Fædreland"/"Poesien", "Løft mig kun bort"/"Digterens sidste sang" 

Fuzzy(1939-): Konen med æggene       

NN(Folkemelodi)/arr. Jakob Lorentzen (1968-):Jeg gik mig ud en sommerdag (Grundtvig) 

Wilhelm Peterson-Berger (1867-1942): Stemning
Svend S. Schultz (1913-1998): Midsommersang (Leo Estvad)


Så man sætter musik til ord, fordi vi gerne vil synge! Tanken og ånden i måden, man gør det på, kan være vidt forskelligt.

Kigger vi på musikken, vi om lidt skal ind og høre kan man sige: De to første kompositioner er måske eksempler på det, jeg nævnte I forb. med middelalderens kirkekompositioner: Teksten har inspireret komponisten til kompositionen, men det musikalske univers udfolder sig derudover ret frit og, kan man sige, musicerende. Musik og ord lovpriser! De to stykker er skrevet af Homboe og Jersild – to af de allerstørste skikkelser I dansk musik I det 20. århundrede. Holmboe som vældigt produktiv komponist og kompositionslærer, Jersild som komponist ikke med en stor production men med nogle vældigt stærke og levedygtige værker og som en stor musikpædagog……

I den anden ende har vi den folkelige sang: Jeg gik mig ud en sommerdag – en sang, vistnok svensk, hvis oprindelige tekst jeg ikke kinder – en sang, som måske er så gammel, så ingen ved, hvor den kommer fra, som Grundtvig siden har sat tekst til. Sangen er her blevet arrangeret I en raffineret musikalsk sats af den unge – ja, det siger jeg selvfølgelig mest fordi vi er nogenlunde nøjagtigt jævnaldrende – organist og komponist Jacob Lorentzen….

Svend S. Schultz “midsommersang” lægger sig tæt op ad den folkelige sang. Schultz era f samme generation som Holmboe og Jersild. Han skrev næsten kun musik for sang – en del kormusik, og han var leder af danmarks radios kor en lang årrække. Midsommersangen har et helt andet tonesprog end det moderne, som kendetegner Jersild og Holmboe, men man kan ikke på nogen måde kalde det gammeldags. Schultz’s tonesprog har noget, synes jeg, tidløst og alment over sig. Det er “bare” sange i en folkelig dansk sangtradiiton.,

H.C. Andersen er den gennemgående digter ved denne koncert. Mine egne sange ligger et sted imellem den “rene” folkelige sang og den musikalske kunstfærdighed…. Det same kan man nok sige om Per Nørgårds to H.C.A: poesier. Som Per Nørgård selv beskriver det: Musikken sprang således direkte ud af mit møde med ordene, der nærmest sang sig selv ind i min Musikalske Fantasi-ovn – for nu at blive i det Andersen’ske billedsprog….. Per Nørgård er en af mine egne kompositionslærere. I en alder af 76 er Per Nørgård stadigt aktiv og produktiv – hans 7. symfoni blev uropført af Radiosymfoniorkestret tidligere i år. Han er, mener jeg, den mest originale, visionære danske komponist nogensinde, og hans værker bliver mere og mere udfordrende og spændende. Fuzzy - født I 1939 – er af samme generation som Nørgård. Han er kendt for sit utroligt brede virke som komponist i alle afskygninger og sammenhænge, entertainer og formidler. Hans “Konen med æggene” er nærmest som en ballade; en fortælling I sang...

Midt I denne række af yngre og lidt ældre danske komponister har vi den svenske romantiker Peterson-Berger. Hans “Stemning” er, synes jeg, et musikalsk tonemaleri – teksten har været inspiration. Musikken svælger I velklang og fremmaner i klang det billede, som ordene beskriver.

Nyd sangene – jeg håber, min – meget overfladiske gennemgang af værkerne, og mine overvejelser over, hvad det er musik og ord gør for hinanden, kan være til inspiration!

Foredrag i forb. med koncert med DR Vokalensemblet, 2009