Omtale (3)

Onsdag, 07 september 2016 16:47

Magasinet Klassisk om The Green Groves

DANSENDE

 

TÅRER

Dansant, inciterende og fantasifuld kammermusik af Peter Bruun, en speciel, men fin appetitvækker til hans opera ’Exodus’ på den kommende Copenhagen Opera Festival.

 

’The Green Groves’. Ensemble Midtvest med kammermusik af Pater Bruun.
Dacapo 8226571

****

EN af de komponister, vi kommer tættere på ved den kommende Copenhagen Opera Festival, er Peter Bruun.
Hvis du er morgenmand, kan du møde ham in person ved en festivalens formiddagsseancer kl. 9.45. Og samme aften spiller hans opera ’Exodus’ på den udendørs scene ved Torvehallerne. Den er efter sigende mere en danseforestilling end en opera.
Den er inspireret af den danske mormon-udvandring i 1860’erne til U.S.A., så det er forståeligt, hvorfor ’Exodus’ uropføres i Salt Lake City i Utah, inden den når til København. Det var i og omkring Salt Lake City, de fleste danske emigranter slog sig ned dengang. Det kan man blive mindet om på Amerikakaj i Nordhavnen, hvor der står et monument i den anledning.
Det med dans er vigtigt for Bruun. Det fremgår af en CD, der netop er udkommet med fire kammermusikværker af ham. Alle sammen skrevet for Ensemble Midtvest, der skrappe kammermusikensemble, der som navnet fortæller holder til i det jyske. Strygekvartet, fem blæsere og klaver.

Med den sammensætning kan de flyve i mange retninger. Og det gør de, på CD’en især ud ad Bruuns spor, hvor rytme i tide, men aldrig i utide bliver til et dansende flow, symmetrisk eller asymmetrisk, skævt eller lige. Der er et snerrende drive af eksotiske stikflammer rundt om i disse korte værker, som kan være snappe, men også insisterende – men forestiller sig, at et 10-minutters værk som ’The Black Waters’ for strygetrio ville være en oplagt pas de trois for et balletkorps. I flere af de andre titler støder man på temaer, melodistumper og rytmer, der er hentet fra f.eks. folkemusik i Bahrein, hvor også Poul Rovsing Olsen hentede musikalsk stof fra i sin tid. Duften af dén inspiration fornemmes i indlednings-stykket ”Pearls of Tears’ med de urolige forskydninger og spinkle vandsprøjtende kalnge i klaveret. Deraf cover-forsiden, må vi gå ud fra.
Det lidt længere stykke ’The Green Groves’, CD’ens titelnummer indgår i festivalens ’Exodus’ – der som flere af Bruuns værker er baseret delvis på lyriske tekster af Ursula Andkjær Olsen.

STÆDIG DANS

I det sidste nummer på CD’en – ’Big Bird and his Friends’, kan vi godt høre fuglekvidder, hvis vi vil det, men Big Bird er nu er vennenavn til cellisten i Ensemble Midtvest – cellisten er alene med ensemblets kvidrende blæsere i en forunderligt stædig dans om et bestemt og enkelt tonekompleks. En glimrende anledning for blæserne til at svinge sig i inspirerede formuleringer omkring den varme, bløde cello. Bruun er aldrig vanskelig at lytte til, hvad enten han slår til med hårde knytnæver eller sprøde klange.
Man kan altså nok forvente avanceret dansemusik til ’Exodus’ ved operafestivalen på det gamle Grønttorv den 2. august, mere end egentlig opera, en genre, Peter Bruun ellers ikke går af vejen for:
Vi har her på sitet tidligere anmeldt den komiske og meget vellykkede opera, han skrev til Den Ny Opera i Esbjerg med titlen ’Halløj i firmaet’ (16.11. 2012). Og også den enkelt og smukt formulerede ’Alverden god nat’, der blev uropført på Operaens Takkelloftet (13.1. 2014).
Den sidste er fortællingen om en anden ’emigrant’, søfareren Jens Munk, som Chr.4. sendte ud for at finde søvejen til Kina nord om Amerika, men som strandede i isen i Canadas Hudson Bay.
Bruun kan godt nok skrive for sangstemmer, når det er dét. han vil.

gregersDH.dk

Ny Arktis-opera vrider klicheer af led

Alverden god Nat

♡♡♡♡♡

Opera
THOMAS MICHELSEN
Musikredaktør
MUSIKDRAMATIK


Alverden god Nat af Peter Bruun og Ursula Andkjær Olsen, Operaen, Takkelloftet.
De kalder det selv for »et stykke lyrisk musikteater«, kunstnergruppen Figura, der i denne uge spiller på Operaens lille scene, Takkelloftet.
Og de maritime implikationer i intimscenens navn passer lige så godt til forestillingen, som betegnelsen lyrisk musikteater gør.
Emnet for de fem kvarters teater er den norsk-danske søofficer Jens Munks forsøg på, udrustet med to skibe, at finde Nordvestpassagen og dermed en ny søvej til Indien og Kina nordvest om Canada og Alaska. Et forsøg, der blev søsat af Christian IV i 1619, og som mislykkedes aldeles kummerligt.
Jens Munk fandt ikke søvejen til Indien. Det lykkedes først for hans norske landsmand Roald Amundsen at trænge igennem passagen små 300 år senere. Munk, derimod, sad fast i isen og måtte overvintre i Hudsonbugten.
Han nåede at skrive sit afskedsbrev, hvorfra forestillingen har taget sin titel - 'Alverden god Nat' - men overlevede mirakuløst som et ud af bare tre besætningsmedlemmer, der vendte tilbage med et enkelt skib.
Hvordan bliver det stykke historie til opera? Eller mere præcist, til musikteater? Det gør det ved hjælp af en betagende, rolig blanding af sang, tale, videoscenografi og en bunke rå dæksplanker, der danner scenegulv i en opsætning, hvor alle Munks drømme, længsler og forsøget på at slippe væk fra en far, der begik selvmord, vugger af sted på en bund af musik.

Sneen fyger som sperm under et elektronmikroskop
Musikken er skrevet af den folkemusikinspirerede, alt andet end fortænkt-avantgardistiske komponist Peter Bruun.
En resonatorguitar, lidt slagtøj, en enkelt klarinet og en kontrabas er foruden lidt lydeffekter og nogle sælsomme toner spillet på sav sådan omtrent, hvad der skal til, for at beretningen om den unge Jens Munks skrøbelige rejse mod nord, mod isen, kulden, berømmelsen og den mulige død, kan stævne ud.
Isen maler hvid
Stundom hviler musikken bare under fortællingen som frosne dronetoner. Andre gange swinger den sig op og ud i rummet med rytmer, der vil have kroppen til at danse.
Til disse rytmer har digteren Ursula Andkjær Olsen skrevet en tekst, der matcher musikkens på en gang banale karakter og skæve lyst til at vride klicheer af led og gå nye planker ud. »Isen maler hvid«, messer det færøske amatørkor som unge sømænd i termojakker. Men den maler også »grøn, blå, rød«. Ja sågar »magenta«.
Drengen Jens savner sin mor, og isen bliver en tavle, hans hjerte kan male sine følelser på.
Fortælleren i skikkelse af skuespilleren Meike Bahnsen taler tilbage gennem århundrederne direkte til Jens Munk. Spørger ham, hvad det var, han ville? Hvorfor han gjorde, som han gjorde? Om han også oplevede det, fortælleren selv engang prøvede: at ligge på isen og mærke energien og viljen til livet forsvinde. Om han bare ville lade sig opsluge og dø?
Op imod denne digter-fortæller-stemme står den svenske baryton Andreas Landin som Munk selv. Han vil finde den passage. Ja mere end det, han vil trænge ind i den. Op i den!
Hverken konfekt eller vin
Nordvestpassagen bliver til en kvindelig indgang. Isen, personificeret af Figura Ensembles karismatiske krumtap, mezzosopranen Helene Gjerris, bliver et billede på det kvindelige. Den er drengen Jens’ mor, der, så længe hun er havet og ikke frosset til, lover at bære sin søn. Uanset hvor langt han vil af sted på sine ekspeditioner.
Den bliver til den iskolde hvide dronning, der bare tager det ene efter det andet af den opdagelsesrejsendes skibe og krøller dem sammen. Som var de avispapirbåde – hvad de derfor får lov til at være i en opsætning, hvor bagvæggens videoscenografi er smukke bidder af film med hav og is.
Sneen fyger som sperm under et elektronmikroskop. Den rammer Jens Munk og hans besætning som stimer af fisk, mens de synger, hvor trætte de er af ikke at have fået hverken konfekt eller vin, som kongen lovede dem.
Ensemblets slagtøjsmester giver den morsomt og sikkert med kalvekrøs i rollen som Christian IV, der ikke kan finde den rette flertalsform af det svulmende maskuline ord bryst – og som derfor kommer til at rose de raske unge mænds ... æehmm, bryster.
Det giver et godt grin midt i al den lyriske poesi, der momentet efter overgås af bassisten Jesper Egelund, som trækker bukserne ned og synger den mest beskidte, døddrukne piratvise, man kan tænke sig. Ubetaleligt!
Komponist og librettist har kastet anker i fortællingens historiske bugt. De barske sømænd synger en from salme for at holde modet oppe, mens kulden tager magten.
Men de gør det med et Peter Bruunsk tvist, der matcher tekstens Ursula Andkjær Olsenske, poetiske undersøgelse af maskulint og feminint. Af »overlevelsespunktet« og »det heroiske punkt« - som var det mandens svar på g-punktet.
Det er en undersøgelse af al den skønhed, der i denne forestilling lægges i at fejle i stedet for at lykkes på en mission, der fortolkes som lige dele heltemodig opdagelsesrejse og drøm om forløsning. I isen.
Eller dybest set i det kvindelige.